Monday, August 13, 2007

Anders Buhl har fat om det trendy


Anders Buhl har fat om det trendy, det folkelige, det stemningsfyldte og det tunge. Tanken om flere hoteller og flere restauranter - end de fire steder han allerede driver - er ikke fremmed.

Af Jeanette Hougaard, Fotos: Jan F. Stephan, ugeposten.dk

Helenekilde Badehotel var oprindelig tænkt som en lille hyggeprojekt. Men der kom helt anderledes fart på for Anders Buhl.

Hvis man vil drille ham, især lidt tidligt på dagen, hjælper det at tiltale ham med ord som "hotelmafioso" eller "forpagter af restaurations-kartelettet i Tisvildeleje". Men det er hverken rigtigt eller retfærdigt, selvom han efterhånden holder gryderne i sving fire steder i ferie-smørhullet Tisvildeleje og omegn.

Anders Buhl, 28 år, driver Helenekilde Badehotel og Tisvildeleje Strandhotel, ejer restauranten Claus B i Tisvildeleje Hovedgade og har senest overtaget forpagtningen af Havgården i Vejby.

Han er en idemager, en projektbobler, der ikke kan holde fingrene fra at føre ideerne ud i livet og så er han begunstiget med en god makker i forretningsmanden Jes Kølpin, der er pengemanden bag hotellerne.

Det er lysten til at realisere niche-projekter, der kan give folk helt forskellige oplevelser, kombineret med lysten til at bevare de gamle ting, der er benzinen i hans iværksættermotor.

Anders Buhl faldt for hotel- og restaurationsbranchen, da han 15 år gammel begyndte som piccolo på det fem-stjernede Hotel Kongebrogaarden i Middelfart Året efter tvang hans mor ham til at gå i tjenerlære, "for en eller anden form for uddannelse måtte han da have" lød det fornuftigt for enden af middagsbordet i hjemmet i Middelfart.

Rejsen gik videre mod hovedstaden - til Restaurant Kirk, til Konrad og Plaza som restaurantchef, indtil han for seks år siden sammen med kokken Claus Jørgensen overtog forpagtningen af Helenekilde Badehotel en torsdag - og åbnede om mandagen. Det var ment som et lille projekt, de selv skulle gå og hygge sig med, måske med en enkelt opvasker i køkkenet på de travle dage og en dame til at klare rengøringen. Men der blev travlhed på det gamle badehotel - som indretningsmæssigt bevægede sig væk fra blå tæpper og laksefarvede vægge til i dag at være en stemningsmættende nostalgisk oplevelse, som holder åbent 365 dage om året.

Kokken og tjenerens veje skiltes, og ejerkredsen blev senere reduceret til Jes Kølpin med Anders Buhl som lejer af det lille "hyggeprojekt", der blev til toppen af kransekagen.

Matador-spil i Hovedgaden

I 2003 købte Anders Buhl Tisvildeleje Caféen og tre år senere skiftede ejendommene hænder på bedste Matador-manér. Thomas Rostgaard som ejede Tisvildeleje Strandhotel, solgte til Jes Kølpin, og ind kom Anders Buhl som lejer på Strandhotellet. Og Anders Buhl solgte Tivildeleje Caféen til Thomas Rostgaard. Bytte, bytte, købmand.

Sidste år gik 29 kunstnere/designere i gang med at indrette hvert sit værelse på Tisvildeleje Strandhotel.

Stedet har bevaret en god del af den gamle stil, det er heller ikke alle værelser der har toilet eller bad for den sags skyld - og samtidig er det alligevel det mere unge, trendy sted, hvor folk kommer inde fra byen og skal ud og more sig lidt.

Her i sommer har de også lanceret en italiensk inspireret tapas-menu med 6-10 retter med en ledsagende cocktail-menu og "det gør festen i baren lidt sjovere bagefter", som Anders siger. Næste sommer kan hotelgæsterne se frem til en gammeldags badeanstalt i kælderen.

Folkelig genbo

I forsommeren købte Anders Buhl den tidligere Bek & Beese, genbo til Strandhotellet og åbnede den under navnet Claus B. Der er absolut ingen logisk forklaring på navnet, men den åbnede 24. juni med et folkeligt koncept.

"Det er sådan en afslappet restaurant med plads til børn, hunde og glade mennesker, hvor man kan få noget cafe-let om dagen og grill-buffet om aftenen.

Det irriterede mig så meget at jeg hver dag kørte forbi en lukket restaurant. Så er det dét folk taler om, i stedet for så meget andet, og så synes jeg der manglede et sted, hvor man kunne gå ud og spise uden at blive afmonteret fuldstændig. Generelt synes jeg jo, at jo flere restauranter og caféen, jo flere ludere i gaden som man siger, jo flere gæster kommer der i byen", siger han.

Claus B skal udenfor sæsonen holde åbnet fra torsdag til søndag "om det så skal blive min død", for der skal være et sted i byen, hvor man kan få en øl og enkel husmandskost, både for de fastboende, men også for sommerhusejerne, der lige smutter forbi.

Havgården på hånden

Havgården i Vejby er måske en mellemregning, måske ikke. Anders Buhl har senest overtaget forpagtningen af restauranten og de 18 værelser, indtil stedet fremtid ligger fast. Ejeren af Havgården har aktuelle planer om at omdanne stedet til ferielejligheder, men personligt håber Anders at kunne køre restauranten videre som forpagter.

"Sådan et sted med god mad, med sådan en stor basse i køkkenet der står og laver det dejlige, grundige franske køkken - det vil jeg gerne drive videre, hvis jeg kan komme til det".

Og så er der også lige kommet en lille smørrebrødsforretning ind ad bagdøren. Ganske vist ikke lokalt, men på Emdrupvej i København, hvor Anders Buhl i marts overtog forretningen med smørrebrød og pålægssalg efter den i fire generationen havde været i familiens eje.

Umiddelbart er der lang fra håndværkermadpakker og hochbelagte butterbrot til tapas-hungrende københavnere i Tisseleje.

Men som smørrebrødsfatter siger:

"Så kommer der gamle damer og køber 50 gram fuglekvidder, og det er da helt vildt hyggeligt".

Med hoteller, restauranter, smørrebrødsbutik og 60 ansatte ja, hvad laver han så egentlig?

"Jamen, det kan godt være at jeg i dag giver en hånd med i køkkenet på Helenekilde og i aften er jeg vært på Strandhotellet. Så er der også mange administrative opgaver, for der er jo hele tiden nogle nye projekter. Eller måske slår jeg græsplanen, hvis den trænger - eller fodrer krebsene, der går ude i springvandet", griner han så man ikke er i tvivl om, det sidste i hvert fald er løgn.

Anders' seneste projekt er Gustav på tre måneder, som i en tidlig alder får snuset til banchen. Ind imellem græsplæner og fond kan man se farmand trille afsted med den førstfødte ned ad Tisvilde Hovedgade.

***

1 Comments:

Blogger Claus Jørgensen said...

K

May 15, 2008 at 8:01 PM  

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home